"Stalingrad"-koncert på Silkeborg Kunstmuseum

Den 4. november 2007 uropførtes Hans-Henrik Nordstrøms værk “Stalingrad – stedet som ikke er”, som blev komponeret i 2005 med støtte fra Statens Kunstfond. Uropførelsen fandt sted på en koncert arrangeret af Silkeborgs Kunstmuseum og dets direktør Dorte Kirkeby Andersen. Ensemblet Sax og Slagværk, som havde bestilt værket, stod for uropførelsen, der samlede et stort publikum. Uropførelsen fandt sted ved Asger Jorns billede “Stalingrad”, der blev udført i årene 1957- 72 og som er et af dansk malerkunsts største og mest bemærkelsesværdige værker, optaget på kulturkanonen. Hans-Henrik Nordstrøm har skrevet sit musikværk i dyb fascination og betagelse af Jorns lærred og giver i værket et musikalsk udtryk for den dybfrosne stilhed, der efterfulgte det blodige og forfærdelige slag mellem den indtrængende nazistiske hær og de sovjetiske hærstyrker, der til sidst knuste den tyske hær og dermed vendte udviklingen i Anden Verdenskrig. Efter koncerten dedikerede komponisten værket til Dorte Kirkeby Andersen som en påskønnelse af hendes indsats for at muligggøre musikværkets uropførelse ved Asger Jorns maleri.