Anmeldelser

Anmelderne skrev ….

Uropførelsen af Hans-Henrik Nordstrøm var det mest spændende på DUT-koncertens program. Det hænger sammen med, at Hans-Henrik Nordstrøm faktisk er en dygtig komponist. Ideerne flyder ubesværet fra ham, og han kan skrive for instrumenterne, så det lyder af noget, og musikerne får lejlighed til at vise, hvad de kan.

Jens Brincker, Berlingske Tidende

Inspirationen var derimod nøgleordet i Hans-Henrik Nordstrøms “Bjergene i Monestiés”. Et godt partitur, med substans i. Man føler, at der ligger en stærk personlig oplevelse bag dette dynamiske værk. Det gør musikken vedkommende.

Teresa Waskowska, Politiken

Hans-Henrik Nordstrøm har foræret os et ordløst og yndefuldt musikeventyr for det store, tungsindige instrument. Det er ikke så ligetil at skrive yndefuld musik for tuba, men Hans-Henrik Nordstrøms overraskende konstellation af slagtøj og tuba har en djævledansende lethed.

Lene Kryger, Fyens Stifttidende

Denne meget spændende komposition tog sig også sin plads – tidsmæssigt. Ikke dynamisk, for primært var det dybden, der skulle udforskes. En flade, der på trods af særdeles stramt skriveprincip, løftede sig op og ud af konventionerne og referencernes forankring, for at sigte mod det der mangler substans. Et blindt sigte – et hop på de berømte halvfjerstusinde favne, indad og udad på een og samme tid.

Martin Lewkovitch, Bornholmeren

.. en komponist, med noget på hjerte. Hans-Henrik Nordstrøm kalder sit værk alvorligt, og det må også siges, at han i sin indledning med skarpe, anmassende akkordfølger skubber til tilhørernes bevidsthed Værket forløses ikke, giver ikke noget svar, men har alligevel et fint formforløb, hvor Hans-HenrikNordstrøm demonstrerer, at han behersker sine virkemidler.

Steen Chr. Steensen, Berlingske Tidende

Men ved uropførelsen af Hans-Henrik Nordstrøms “Nat”, var spændingen forvandlet til intensitet, og koret foldede sig ud i stor nuancerigdom. Nordstrøms musik bar ved sin kompleksitet og klangfascination den sproglige virtuositet og sanselige dynamik frem i et smukt helhedsudtryk.

Ursula Andkjær Olsen, Dansk Musiktidsskrift

Koncerten åbnede med uropførelsen af Hans-Henrik Nordstrøms bredt fabulerende Drømmespor hvor meget forskellige men altid frodigt og sanseligt formulerede stoftyper afløser hinanden i umærkelige forvandlinger. Et energisk opfarende afsæt flader ud i drømmende klangstrømme der siden fortættes og spaltes ud i ekspressivt gestikulerende solofraser og dramatiske dialoger.

Jan Jacobi, Politiken

Han er en pudsig herre, samme Nordstrøm, og ligner ingen andre i dansk musik. Følsom, blød og varm i et dejligt uhøjtideligt tonesprog, formet af djærve hænder og med sans for humor. .. et velgørende møde med en komponist, hvis særkende er, at han er den, han er, og ingen anden. At lytte til hans musik er at ramle ind i en mand med begge fødder på jorden, og som bliver stående. Man ømmer sig lidt og siger undskyld, skønt det er ham, der står i vejen …

Bernhard Lewkovitch, Kristeligt Dagblad

I de seneste årtier har der uden større opreklamering udviklet sig en art ny musik i Skandinavien, der ofte er mere interessant end meget af det, der giver Mellemeuropas kulturcentre et odiøst skær af selvhøjtidelighed. Eksempelvis skriver den danske komponist Hans-Henrik Nordstrøm en fint ciseleret, af og til skærende, altid spændingsfyldt musik hinsides alle avantgardistiske eller moderigtige klicheer. Nordstrøms klange er ikke anmassende, men vil udforskes i ro og mag. Hans værker er hovedsagelig inspireret af astronomiske eller naturmæssige fænomener – ikke ubetinget let kost, men af vedvarende gyldighed.

Thomas Schultz, Rondo.

Der er sammenhæng i de ting Hans-Henrik Nordstrøm lader sig inspirere af – og en tilsvarende konsistens i det lyriske univers han bevæger sig i musikalsk. Det er som regel bred, pulsløs, atonal og grundlæggende gestisk funderet musik med hang til det stille indre drama som opstår i sindet ved den (be)undrende iagttagelse af naturen, til det drømmende, det kontemplerende og til nattestemning. Men der er også plads til den mere brutale, overmægtige, dissonerende og aktive natur. .. der er en vis fornemmelse af ensomhed i Nordstrøms musik. Menneskets rejse mod uendelighedens rum er ikke nogen grupperejse, det er en poetisk rejse, der forudsætter en god portion forelskelse i ensomheden eller i alt, der besidder mennesketomhedens kølige skønhed. Det er den position Nordstrøms musikalske naturlyrik klinger fra, og det resulterer i en sympatisk tålmodig musik.

Jens Hesselager, Dansk Musik Tidsskrift

Nordstrøm er meget optaget af mysterierne omkring ældgamle fortidsminder og deres relation til kosmos – således har vi her musikalske skildringer af bautastenene i Carnac, de gådefulde Færøerne, Andromeda-galaksen og selve verdensrummet, defineret og afgrænset via relationerne mellem planeterne og solsystemet. Dette er fint struktureret musik, skabt med brug af sofistikeret instrumentering, tonale forbindelser og en overraskende melodisk fornemmelse, omend sammenvævet i et musikalsk formsprog omfattende kvarttoner, klynger og matematisk bestemte tonerækker; et flydende og overbevisende sprog til udtrykkelse af komponistens opfattelse af tid og rum.

Records International Catalogue

Samspillet er genialt vævet og ofte er det somom instrumenterne glider sammen i en helhed. Nordstrøm er tydeligvis fri af nogle komponisterne utålelige tendens til at dynge alt for mange noder sammen i et lille rum, ligesom man ville bombardere en flue med en kanon. I Nordstrøms “Draumur” er der ingenting for meget. Hver node har en dyb betydning.

Jónas Sen, Dagblaðið Vísir, Reykjavik

Komponistens tredje strygekvartet kaldet “den norske” lader sine flossede, dirrende toner vokse ud af tågens intet. Stille. Indtrykket er statisk. Sart som daggry. Lytteren føler sig alene i noget, der er større end han selv. Sikkert naturen, den nordatlantiske .. Her er  langt til nærmeste banale melodi. Til gengæld er der masser af nerve og åbnede sanser, der fungerer som porte også for voldsommere indtryk. De indledende harmonier er smukt nuanceret, som på en akvarel. Så bliver der taget hårdere fat. Andre gange står et enkelt strøg mutters alene, som et fugleskrig eller -fløjt, så stilheden kræver sin portion af opmærksomheden. Man lytter med nydelse og nysgerrighed.. “Udviklinger” er fin, abstrakt musik for to accordeonspillere. Et forløb, der holder opmærksomheden fanget gennem

klanglige fællesnævnere og afvekslende musikalske gestalter. Fascinerende, når de to musikere begge er klatret til tops i masten og lader den højeste tone vibrere, mens de langsomt tager mod til sig og kigger svimle ud over horisonten.

Thomas Michelsen, Dansk Musik Tidsskrift

Guitarer behøver ikke lyde som en undskyldning for sig selv. Det gjorde de nu heller ikke i aftenens to nye værker. Hans-Henrik Nordstrøms ”Fluktuationer” kan med lidt rummelighed betegnes som en slags minimalisme, hvor et væv af figurer umærkeligt ændrer tæthed, klang, register og harmonisk farve. Der lægges energisk ud med tændergnislende fræsen i det høje leje, men snart letter presset; satsen bliver luftig og harmonikken mild.

Jan Jacobi, Politiken

Også Hans-Henrik Nordstrøm kommer et pænt stykke med sine Fluktuationer, som, efter at musikerne til en begyndelse har banket på barken af træet, afslører en pilen frem og tilbage af noget, der lyder som små biller. Denne lynsnare kommen og gåen i første sats’ mikroverden genhøres i glimt som spredte, myldrende minder i værkets rolige epilog, og det er måske i virkeligheden mest på det overordnede plan – som et stykke musikalsk arkitektur i en lang og en kort sats – at stykket har sin styrke.

Thomas Michelsen, Dansk Musik Tidsskrift

Strygekvartetten ”Fra Hebriderne” er et velskrevet værk med glissandi, flageoletter (der får mig til at tænke på de nordiske landes himmel), tonale klange, eksotisk stemning, elementer fra keltisk musik og lidenskabelige rytmer. Det er et mesterværk.

Takuo Kawachi, The record Geijutsu, Japan

Større styrke var der i Hans-Henrik Nordstrøms “Riverrun”, kalejdoskopisk, men også inspireret af Joyce’s “Finnegans Wake”. Nordstrøms musik er vel nok det, som man tidligere betegnede som ’fabulerende’, men i de senere år mærker lytteren en strammere arkitektur og en udviklet klangglæde, der kom modspillet til gode i ”Riverrun” og i endnu højere grad i hans messingkvintet ”Vækst”. Her lader han bløde flygelhorn afløse af lyse, virtuose diskanttrompeter og skaber dermed et klart formforløb i musikken.

Ole Lauritzen, Dansk Musik Tidsskrift

Nordstrøm havde sin offentlige debut som komponist så sent som i 1990, men siden har han gjort sig stærkt gældende. Her møder vi ham i cd’ens første værk som en skaber af et stadigt strømmende og fluktuerende spil a la Xenakis. Det klinger som lysspillet i en bøgeskov – man kan komme til at tænke på Ligetis omtale af musikkens ’overflade’ som noget, der kan minde om en vandoverflade med utallige små bevægelser, som tilsammen udgør et statisk mønster. Men her er det en anden type mønster med dybdeperspektiv og hurtige bevægelser. En slags nutidigt modstykke til Debussys Prélude à l’après-midi d’un faune!

I det hele taget er Hans-Henrik Nordstrøm ikke bange for lethed og pauser i musikken. Tit møder man lakoniske udtryk med velgørende økonomiseren med virkemidlerne. Stilheden i naturen omsættes til musik, som evner at videregive ikke blot en vrimmel af liv, men også det flygtige og tavsheden. Det er velgørende at møde noget, man kunne kalde nutidig impressionisme, i så overbevisende stykker som disse.

Jørgen Lekfeldt, Dansk Musik Tidsskrift

Komponistens baggrund som basunist er med til at forklare, hvorfor han har så stor flair for at komponere for blæsere – både messing og træblæsere – og hvorfor Vækst placerer sig blandt de bedste danske messingkvintetter.

Per Rask Madsen, Dansk Musik Tidsskrift

Hans-Henrik Nordstrøms “Fluktuationer” er et kompleks, tæt stykke musik, som ofte har en pointilistisk kvalitet. Det er det mest komplekse og indtagende stykke på denne plade, fuld af kontraster i tekstur, dynamik og karakter.

James Reid, Soundboard, USA.

Disse musikalske naturbilleder med en sådan spontanitet og udtryksfuldhed findes der ikke mange sidestykker til i dansk musik. Cd’en anbefales på det allervarmeste – og det anbefales at læse Jesper Lützhøfts note både før og efter lytningen! Den giver med sine betragtninger om musik, lytning og natur et poetisk billede, ikke en ”forklaring”, af Hans-Henrik Nordstrøms musik.

Jørgen Lekfeldt, Dansk Musik Tidsskrift

Hans-Henrik Nordstrøm modtager dette års Børresenpris som en påskønnelse af hans målrettede virke som komponist, et virke som på smukkeste vis samler sine tråde i værket Finnegan’s fra 2005. Her skaber Nordstrøm med sin klangligt rige, fabulerende stil et forløb, der med stor konsekvens og fantasirigdom forener fremdrift, form og spontane indfald i en fascinerende musikalsk rejse. Finnegan’s viser på den måde bæredygtigheden af de intentioner og spor som komponisten de sidste mange år har forfulgt og kaster lys tilbage på hele komponistens produktion.

Motivering for tildelingen af Hakon Børresens Hæderspris

Det er en fascinerende natur, Nordstrøm (f. 1947) oplever og vil dele med os i værker som septetten ”Tyst november”. Ikke så hendøende og sløret naturstemning som hos Bent Sørensen, men mere optimistisk og under tiden let perlende. I ”Klodens værksted” er der en oplivende omfavnelse af livet, præsenteret ærligt og med overraskelser i ærmet.

Per Rask Madsen, Klassisk

Man mærker fugten som på en kølig overflade af sten eller træ. Lyset forsvinder. Tågen hæmmer udsynet, og trækker bevidstheden indad. “Tyst november” hedder et af værkerne på en ny cd med musik udelukkende af Hans-Henrik Nordstrøm. Det er Caput Ensemblet, der spiller de lækre glidende klange, og selvom det kan være gråt og tåget i november, er der også krydrede lyde i musikken og lyde, der snurrer.

Hans-Henrik Nordstrøm har skrevet musik til et af Asger Jorns malerier, nemlig “Stalingrad – stedet som ikke er”……det er klart, at Hans-Henrik Nordstrøms musik har en forstemmende virkning. Kaos, destruktivitet og desperation ligger og ulmer under overfladen, men står også i et gråt uklart lys. Chokket (fra slaget ved Stalingrad) har lagt sig, og en apatisk ligegyldighed breder sig….

Så er der flere lyspunkter i fuglestykket “Mais les oiseaux chantent”…. Musikken er ren trance og man overgår nemt til en  meditativ tilstand af stilhed og ren væren, men mans lytter.

Max Fage Pedersen, Lyt til Nyt, DR P2

Intense stemninger og naturlyrik. Naturen er en utrættelig inspirationskilde for den komponist, der har sans for det. En af disse er Hans-Henrik Nordstrøm, hvis lyriske tone og venligsindede modernisme gennem mange værker har fundet sin egen stil inspireret af det derude. Dansk musikliv er ellers rig på komponister med sans for naturen, men Hans-Henrik Nordstrøm har fundet en særlig tyst og alligevel insisterende måde at skabe stemningsbilleder.

Hans-Henrik Nordstrøm er så lydhør over for naturen, at musikken ligefrem inddrager den stilhed, der er særlig tiltrækkende ved naturen. Der er en tysthed og et rum i hans musik, som på én gang gør den meget intens og abstrakt.

Værker som “Tyst november”, “Mellem fjelde” og “Mais les oiseaux chantent” viser denne naturmættede lyrik i al sin lydhørhed, hvor glissandi og sitrende akkorder udforsker alt det, som fornemmes, men som ikke fattes, ligesom der er en sprødhed i instrumentationen, der giver fornemmelse af flere lag i musikken.

Steen Chr. Steensen, magasinet Klassisk.

NORDSTRØMS GAVMILDE POESI. Det er næsten ligegyldigt, hvilken musikalsk idé, eller hvilken ensembletype, Hans-Henrik Nordstrøm giver sig i kast med, så når musikken et punkt, hvor instrumenterne søger mod hinanden i venlige, melodiske linjer. Sådan er det i hvert fald, hvis man tager mandens seneste portræt-cd som dokumentation for påstanden. På denne tiende cd i rækken med hans kammerværker fra 2008 og frem er der i en del af de syv små kammerværker skam begyndelser i helt andre legende eller stramt strukturerede verdener. Alligevel når musikerne tilstande af fabulerende poesi på et tidspunkt. Selv den barske virkelighed i Nordstrøms sjette strygekvartet bliver efter en tid til smuk, søgende sang.

Uanset de kunstneriske grundtræk er det meget forskellige stykker, der optræder på cd’en. Med sære sammensætninger af instrumenter, der både blæses, tastes, plukkes, synges i og suppleres med en oplæsning af selveste James Joyce. Der sker i værket med den bizarre titel “Finn, again!”, der rigtig medrivende tager fat i den irske forfatters gådefulde værk “Finnegans Wake”. Et emner, der tidligere har kastet gode resultater af sig for Nordstrøm på cd.

Enkelte af værkerne virker næsten skitseagtige i deres ledende natur. Eller som en slags grundimprovisationer, som skal blive til noget mere. Det gælder for eksempel to solostykker, “Winter Dream” for tenorsaxofon spillet af Henriette Jensen og klaverstrykket “Impromptu” med Anne Mette Stæhr. Særlige sidstnævnte virker mere som et tilløb til noget andet.

Så er der mere gavmild digterkunst over Joyce-stykker og for eksempel “Lyriske skitser”, der leverer anderledes formfulendt skønhed og pudsig spilleglæde med de tre umage instrumentvenner fløjte, guitar og akkordeon.

Henrik Friis, magasinet Klassisk.