Startside | Biografi | Events | Værker | Musikere | Anmeldelser | Uropførelser | CD-er | Lyt | Interviews | Fotos | Kontakt
 

INTERVIEW
Interview med Dansk Musik Tidsskrift
Af THOMAS MICHELSEN

    Der er blod foran huset. Fra huggeblokken og hele vejen hen over gårdspladsen prikker sporet en rød tråd i sneen. »Kan man ikke hugge hovedet af en høne – eller flå en hare, som jeg af og til får af skovens jægere – så kan man ikke bo på landet«, hilser Hans-Henrik Nordstrøm velkommen.
    Den rødmossede komponist med det uglede hår viser indenfor i huset, der rummer flere end tohundrede kvadratmeter fordelt på to etager. Det er bygget med solidt egetømmer tilbage i 1700-tallet. Før den franske revolution, som han siger. Siden er det restaureret og moderniseret, men ingen kan rigtig regne ud, til hvilket formål man dengang byggede så stort et hus på dette sted, lige i skovbrynet, et godt stykke uden for landsbyen Vetterslev syd for Ringsted.
    Der lagt i brændeovnen til en god dag med frokost, travetur i skoven og en snak om, hvad det er, det hele går ud på. Livet og musikken. Indimellem løbes der til og fra hønsehuset, for Hans-Henrik Nordstrøm er ved at tage rugeæg fra. Og så er der brændeovnen, der skal fodres.
    Han maler bønner og laver kaffe. Samtalen handler til at begynde med om det at være inspireret af naturen. Om at modtage påvirkninger fra noget konkret, som resulterer i noget abstrakt. Vi snakker om, hvad det var, der i slutningen af 1980erne fik Hans-Henrik Nordstrøm til at sætte alt på ét bræt, opgive sit gode kontorjob i Dansk Flygtningehjælp og blive komponist. Og omtrent på samme tid at lægge bylivet bag sig og flytte langt pokker i vold ud på landet. Jeg presser på for at holde mit offer i plovfuren, og da vi nok en gang vender tilbage til udgangspunktet, nemlig hvad det er med Nordstrøm, naturen og musikken, og hvorfor komponisten i slutningen af 1980erne valgte at forlade det hektiske byliv, kommer vi endelig et spadestik længere ned.
    »Hvis jeg skal svare på det sådan mere end overfladisk, så kan det måske blive lidt melodramatisk,« siger Nordstrøm med keramikkruset i hånden og holder en lille pause.
    »Jeg gjorde det på grund af sjælefred. Eller vi skulle måske sige på grund af et forsøg på at få noget sjælefred.
    – Fred og ro?
    »Mere end det. Det er en lang historie. Men den korte version er, at jeg fra min tidlige ungdom blev grebet af to ting. Moderne kunst – moderne musik. Og så blev jeg grebet af indignation over uret. Det er en farlig en, den sidste. Der er nok at tage fat på, og hvis man ikke passer på sig selv, så går man til grunde.«
    Hans-Henrik Nordstrøm er et etisk menneske. Det kommer hurtigt på plads, og hans resignerende erkendelse tyder på. at det ikke er meget, man kan gøre i en verden, hvor meget ellers burde gøres bedre.
    »Man tror ikke på det, mens man er ung,« som han siger, »men med årene erkender man, at det er så forbandet lidt, man kan gøre. Så kommer magtesløsheden.«
    Alligevel synes Hans-Henrik Nordstrøm, at det er rart at se 25.000 mennesker demonstrere mod USA's krig mod Irak.
    »Jeg har ikke meldt mig ud af samfundet, selv om det måske kan se sådan ud. Jeg læser min avis grundigt, hører nyhedsudsendelser, orienterende udsendelser af udenrigspolitisk art og så videre. Så jeg er rimeligt velorienteret, og jeg synes også, det er en pligt at følge med i, hvad der foregår. Jeg er ikke kravlet op i et elfenbenstårn som en eller anden skønånd. Slet ikke. Men jeg har måttet indse for en del år tilbage, at hvis jeg skal have et godt liv selv, det vil sige et liv, der er i pagt med mig selv og min nærmeste, min kæreste, så er jeg nødt til at have nogle ting ude i mere end en arms længde. Det vil sige, jeg er nødt til at tilkæmpe mig en vis grad af kynisme. Det kan jeg lige så godt sige, som det er. For det er ordet. Kynisme. Jeg sætter gerne min underskrift på adresser mod krig, og jeg gør det med god samvittighed. Jeg har det godt med det, og jeg håber aldrig, at den indignation vil forlade mig. Men det har været mange års kamp og bestræbelse at finde sjælefred. Selv om den ultimative sjælefred aldrig indfinder sig, så tyder det på, at jeg er nået et stykke ad den vej.«

Distance til det banale


I reolen bag os står Lenin, Marx og Mao sammen med de islandske sagaer. Som samtalen tager denne etiske drejning, vil jeg vide, hvor Hans-Henrik Nordstrøm står i dag, politisk.
    »Langt til venstre. Det har jeg altid gjort. Mit politiske liv er ikke aktivt, men jeg stemmer ved valgene. Jeg står langt til venstre, og det håber jeg aldrig vil forlade mig.«
    Men det var naturen, vi kom fra. Og han er jo selv ude om det. Altså at han bliver rubriceret som naturkomponist. Jeg mener, påvirkningen fra naturen lyser jo utvetydigt fra mindst en tredjedel af Hans-Henrik Nordstrøms værktitler. Kærligheden til naturen afspejler sig i hans valg af bosted og i hans måde at arbejde på. Regelmæssigt har han gennem snart 10 år været på årlige arbejdsophold i fortrinsvis det nordatlantiske område: Færøerne. Grønland. Island. Shetlandsøerne. Gerne en måned ad gangen.
    De tre sidste af Nordstrøms strygekvartetter hedder henholdsvis Den færøske, Den norske og Fra Hebriderne. Titlerne lægger ikke skjul på, hvor inspirationen er hentet. Det gælder også de værker, der skyldes påvirkninger fra den mildere midt-sjællandske natur, hvor han bor. Værker som Skitser fra Hirsholmene og Susåenns Fugle Drømmer Nye Sange. Så,som sagt, han er selv ude om at blive betragtet som en naturinspireret komponist, er han ikke?
    »Jamen jeg har ikke spor imod at blive kaldt en naturinspireret komponist. Eller sågar en naturlyriker. Derimod var der en, som mente, at jeg er naturromantiker. Og det er ikke tilfældet!«
    Hans-Henrik Nordstrøm vedgår rask, at han er meget påvirket af det derude, som det engang hed i DRs tv. De tamme hjorte stikker snuderne hen til havehegnet. De er blevet trygge ved komponisten. Og ikke mindst fuglene betyder meget.
    »Det er ikke noget med, at jeg er ornitolog. Og det er ikke noget med, at de har været dinosaurer engang. Det er slet ikke de ting. Det er stemmerne. Det er flugten. Der er noget magi med fugle. I den færøske kvartet findes faktisk et par helt direkte fuglecitater. Der findes en strandskade, og der findes en lille regnspove. Dem kan man høre. Især i sidste sats.«
    I violinkoncerten, hvor det ellers også pipper, kukker og hakker, vil Nordstrøm derimod ikke vedgå inspiration i form af konkrete fuglestemer. Fuglestemmerne går ind et eller andet sted, hvor han ikke ved, de går ind, siger han. Sådan fungerer det nu. Han traver halvanden time i skoven hver dag efter frokost, og det er ligegodt en streg i regningen, at vi denne dag ikke får den blå kærhøg at se.
    Så er der lyset. Polariteten lys-skygge betyder ikke så lidt for komponisten. Også det kan man lure ud fra titlerne på flere af de værker, der om ikke så lang tid udkommer på Nordstrøms fjerde cd i portrætserien på plademærket Classico. Men der er også meget andet. Andre påvirkningskilder ved siden af natur er litteratur og rejser. Men den egentlige fascination rækker bag om alle disse kilder. Det handler om noget med mangetydighed. Abstraktion. En åbenhed for fortolkning og en distance til det banale.
    »Vi ved jo, at danske malere bosatte sig på Skagen på grund af lyset. Komponister kan sagtens have det på samme måde. Det, der kommer ud af det, er bare meget, meget sværere at forholde sig til, og det er jo for mig både det vanskelige og det utroligt fascinerende ved at beskæftige sig med musik. At det er så uendelig abstrakt. Det giver en stedsevarende fascination. Og så giver det en frihed,« kommer det med stille varme.
    »Jeg har som sagt ikke spor imod at blive betegnet som en natur-inspireret komponist, for det er jeg. Ingen tvivl om det. Men jeg er også meget andet. Og den vej, det tager for øjeblikket, er en anden vej. Det er noget med litterær inspiration, som kommer til at spille en større og større rolle. Det kommer sådan lidt i ryk. Jeg har været meget inspireret af Jorge Luis Borges, og et af mine værker, Asterión for soloviolin, er et Borges-inspireret værk. I virkeligheden kunne jeg godt tænke mig at skrive musik på samme måde, som han skriver sine tekster. Kortfattet. Mangetydigt. Mystisk. Det er dybt fascinerende. Det er jeg meget tiltalt af.«

James Joyce viser vej


Borges har spøgt i en del år. Men det var et af Nordstrøms regelmæssige arbejdsophold i det nordatlantiske, der bragte ham på sporet af James Joyce og fik ham til at tage en litterær tråd op igen.
    »Der sker det, at jeg er i Irland og arbejde forrige sommer. I Vestirland. Bagefter er jeg lidt rundt i landet. Jeg er blandt andet i Dublin, hvor jeg oplever James Joyce som reklame. Som business-ikon. Det slog mig med forbløffelse. Det virkede fuldstændig barokt.«
    Oplevelsen blev anledning til et fornyet og uddybet litterært bekendtskab.
    »Bortset fra Dubliners har jeg læst Ulysses for en del år tilbage. Jeg var ved at gå død i monologen til sidst, fordi der ikke er et eneste punktum på 5o sider. Men det er faktisk næsten det bedste af bogen! Så da jeg kom hjem fra Irland, købte jeg Joyce-bøger. Hans digte — de er nu ikke så gode — og så købte jeg Finnegans Wake. Jeg tænkte, "nu skal det være en gammel løgn det der! Nu vil jeg læse noget mere Joyce." Så læste jeg Ulysses igen. Og fik meget mere ud af den end første gang. Og sidste efterår gik jeg så i gang med at læse Finnegans Wake
    »Det er nok en af de største litterære oplevelser, jeg nogensinde har haft. Waken er en tour de force at læse. Men jeg er en stædig person. Det kommer mig til skade nogle gange, men nogle gange kommer det mig også til gode. Jeg sagde til min kone: "Jeg læser ti sider om dagen." Mere troede jeg ikke, jeg kunne klare, og det viste sig også at være rigtigt. Og så købte jeg en amerikansk guide, som jeg sad med ved siden af. For jeg blev hurtigt klar over, at hvis ikke jeg havde noget at holde mig til, så ville jeg fare vild i detaljerne. Og da jeg så kommer til slutning af den, viser det sig jo, at Finnegans Wake er en cirkel. For den slutter med 'the'. Og bogen begynder med 'riverrun, past Eve and Adam's ...' Og så tænkte jeg 'årh nej! Det er min skæbne det her!' Og jeg skal læse den igen!«
    Det første færdigtrykte resultat af Nordstrøms nye Joyce-periode, et kammermusikværk for syv instrumenter med titlen Riverrun, ligger allerede i computersats på spisebordet. Hvad er det, der gør, at Nordstrøm med sikkerhed kan slå fast, at der fremover vil komme en hel stribe Joyce-inspirerede værker fra hans hånd?
    »I Joyce finder jeg en forfatter, der behandler sproget, vores allesammens kommunikationsmiddel, på en abstrakt og fri måde, som jeg ikke kender magen til. Nu er jeg ikke litterat, men jeg kender i hvert fald ikke nogen, der er magen til. Og det tiltaler mig utroligt. Det pirrer mig, og det pirrer min ambition. Når man med sproget kan foretage den abstrakte behandling af stoffet, som han kan, hvad kan man så ikke med musikken?«

Violinkoncert i skoven


– Du har det bedst med det abstrakte i kunsten?
    »Mere og mere ja.«
    – Det må jo siges at tale stik imod det synspunkt, at du er en naturinspireret komponist. Naturen er konkret. Man slår sig, hvis man går ind i et træ. Men du siger, at du er mere og mere fanget af det abstrakte. I forordet til din violinkoncert, In the Woods, opført af Signe Madsen og Århus Sinfonietta i sommeren 2002, lægger du stor vægt på, at musikken afspejler oplevelsen af skoven. Men at den ikke er skoven. Prøv at forklare, hvorfor det er så afgørende for dig.
    »Det abstrakte er fascinerende. Det stimulerer fantasien. Alt det uhåndgribelige, det er spændende. Der er ikke noget konkret handlingsforløb i violinkoncerten, selv om folk hører alt fra nisser og skovånder til hjorte og fugle i den. Og det er da helt i orden. Det er helt fint for mig. Men hvis man vil have noget interessant ind i sin tilværelse, så skal man lægge det simple og det banale fra sig og fokusere over på dér, hvor der virkelig er noget for sanserne. For intellektet også. Det er dér, krydderiet i tilværelsen efter min mening kommer ind. Det er det, jeg søger. Der har først Borges og nu Joyce været hjælpetropper. De viser mig nogle veje. De giver mig også en ... altså Finnegans Wake giver mig, jeg vil næsten sige en psykologisk fornemmelse, hvor jeg på en eller måde føler mig i samklang med det.«
    Med udtrykket 'hjælpetropper' siger du vel, at disse inspirationskilder ikke skal reproduceres, jævnfør skovens forhold til musikværket In the Woods, men at de skal sætte noget i gang. Alligevel afslører du altid inspirationskilden for din tilhører? Man kunne også have forestillet sig, at du ikke gav dine værker vejledende titler, og at du ikke – sådan som du har for vane – forsynede partiturerne med introducerende værknoter? Hvis det drejer sig om at udkomponere det abstrakte og det mangetydige, hvorfor lader du så alligevel lytteren kende dit udgangspunkt?
    »Jeg vil godt hjælpe folk på vej. Det er vigtigt for mig at have et publikum. Hvis der er publikum, der vil ofre tid og kræfter – nogle gange megen tid og mange kræfter – på at sætte sig ind i min musik, så skulle jeg da være et skarn, hvis ikke jeg ville hjælpe til.«
    – Du er med andre ord bange for, at hvis du lod din musik stå nøgen, uden ledsagende ord eller titler, så ville den ikke være så let tilgængelig?
    »Ikke så let tilgængelig, nej. Jeg tror, det hjælper, når jeg skriver en strygekvartet, som jeg skriver ude på Hebriderne, at jeg så skriver: Denne her er skrevet ude på Hebriderne. Det er også noget med at være ærlig. Det er nummer et, når man beskæftiger sig med kunstnerisk virksomhed: At være ærlig over for sig selv og lytteren. Omkostningen er så, at der er mennesker, som begynder at opfatte musikken meget konkret.«
    – Ja, det kan du vel næppe undgå.
    »Det er derfor, jeg skriver, at violinkoncerten er inspireret af skoven, men at den ikke er skoven. Da den sidste år blev uropført i Århus, var værknoten også trykt. Ikke desto mindre sidder Jyllands-Postens anmelder – han kan ellers meget godt lide koncerten, tror jeg, det fremgår – men altså, hans hovedanke er, at han ikke kan associere det med nogen skov. Og så er det, jeg siger: Hvorfor læser han så ikke teksten? Men altså, det er risikoen ved det.«
    – Man styrer lytterens oplevelse og risikerer at give ham frustrationer, fordi han ikke kan få værknote og lytteoplevelse til at stemme overens?
    »Ja. Det gør man. Og jeg overvejer det da også løbende. Men jeg må indrømme, jeg vender tilbage til det. Jeg har her i sommer skrevet en cellokoncert på Fair Isle, som er en lille ø, der ligger ude mellem Shetland og Orkney. Det får man lidt at vide om i noten. Og koncerten hedder Fair Isle. Selvfølgelig gør den det.«

Den rationelle side


Vi snakker om Suså Festivalen, som Hans-Henrik Nordstrøm har været kunstnerisk leder af i 10 år, og som han i dag er forretningsfører for. Ved siden af kærlighed til og indsigt i musikken kræver den slags arbejde et organisatorisk talent, pointerer han.
    »Det fører mig hen til et tema, som er vigtigt for mig. Det har lidt med vores abstraktionssnak at gøre. Noget med den spændvidde, der er mellem rationalitet og, hvad vi så skal kalde det ... kreativitet. Eller kunstnerisk virksomhed. Hvad du nu vil kalde det. Det er en spændvidde, jeg selv forholder mig meget til. Jeg har en ret stærk rationel side – det er blandt andet derfor, sådan noget som Suså Festivalen kører relativt professionelt, vil jeg påstå – og i virkeligheden er den dualisme mellem rationalitet og kreativitet noget, der præger mig meget stærkt.«
    – Hvordan oplever du det?
    »Jeg oplever det som rart. Men jeg kender jo kolleger, der er fremragende komponister, men som er hæmmet af, at de mangler den rationelle side. De er ikke i stand til at gøre noget for deres egen musik.«
    – En fordom ville jo være, at fornuften hæmmer kreativiteten ...
    »Ja, men det er jeg slet ikke enig i. De befordrer hinanden, synes jeg. I øvrigt er det at komponere formentlig den kunstart, der kræver mest rationalitet. Man kunne også sige håndværk. For at sige det på en anden måde: For at kunne opstille et partitur, der fungerer, kræves der faktisk en betydelig grad af rationalitet.«
    – Hvad siger du, hvis jeg siger, at der er megen skønhed i din violinkoncert. At musikken er melodisk smuk?
    »Det betragter jeg sandelig som en kompliment. Bestemt. Jeg har jo gjort den ret chokerende opdagelse, allerede da jeg udgav min første cd i 1997, at jeg som regel lytter til min musik på en anden måde. end andre gør. Jeg fik tilbagemeldinger, også anmeldelser, på den første plade, hvor jeg tænkte: Nå! Hører de det sådan? For eksempel er der det med det nordiske ...«
    – Sådan har du ikke selv oplevet musikken?
    »Jamen, jeg ved slet ikke, hvad det nordiske er.«
    – Har du nogle bud på, hvorfor musikken bliver modtaget som nordisk?
    »Ikke ned i det konkrete.«
    – I violinkoncerten – og måske endnu mere i dine kammermusik-værker – finder jeg skønhed, men også en enkelhed. Du har fortalt forud for dette interview, at i virkeligheden er der også i violinkoncerten tale om et enkelt grundmateriale, der bare bredes ud til et mylder på grund af sinfoniettabesætningens mange instrumenter. Det enkle materiale, du i de seneste år har brugt, er nogle rækker af toklange, der fungerer som en slags råstof?
    »Ja. Og når de rækker af toklange bredes ud som i violinkoncerten, så er den ved at være der. Mangfoldigheden. Mangetydigheden. Flerlagetheden. I virkeligheden bryder jeg mig slet ikke om enkelhed, det vil jeg gerne sige. Jeg har, som de fleste andre, prøvet forskellige ting. Jeg har også lavet tolvtonemusik i et forsøg på at have et eller andet udgangspunkt. Det er meget svært at stå ude på en bar mark og sige: 'Skal vi nu begynde på et g eller et gis?' Det er lidt for nøgent. I øjeblikket bruger jeg derfor nogle serier af toklange. Tertser og sekster, nogle gange krydret med en tritonus eller en kvint. De bliver udarbejdet ved klaveret. På øret. Der er ikke nogen rationalitet i, hvor de bevæger sig hen. De er frie.
    De serier bruger jeg så i den konkrete udformning af værket. Jeg blander dem også. De bliver på tolvtonemanér omvendt, krebsvendt og så videre. For eksempel i violinkoncerten, hvor der er 16 rækker i brug. De er uden for tonalitet, og lægger man flere rækker som lag oven på hinanden, får man derfor mere end bare polytonalitet. Så får man det, jeg gerne vil frem til, nemlig den her mangetydighed. Også tonalt og harmonisk. Det er en meget stor kunstner, der kan lave enkel kunst, som er interessant, og desværre er meget af den påståede kunst, som er enkel, mere enkel, end den er kunst.«
    – Hvad er der galt med enkelheden?
    »Det bliver så let banalt. Det bliver så let entydigt. Min fascination af Borges og Joyce går lige præcis på det. Det mangetydige, det mystiske, det der i virkeligheden aldrig kan opklares. Fordi der ikke er noget at opklare! Der er ikke én tolkning af en Borges-fiktion. Eller af et kapitel i Finnegans Wake. Det er det, der er det spændende. Det at et kunstværk kan blive ved med at afgive stof til ens psyke. Og efterhånden som min udvikling går fremad – og det synes jeg i al beskedenhed, at den gør – så synes jeg, at jeg trænger til at komme op i et større format. Jeg har meget siddet og malet små akvareller i 25 x 25. Det lærer man meget af, og det har sin egen værdi. Men jeg synes, jeg er nået dertil, hvor jeg har fået behov for at gå op i skala. Det vil sige til sinfoniettabesætning. Men det vil også sige til fuldt orkester. Bestillingen på violinkoncerten var derfor en Guds gave, og arbejdet med den har betydet meget. Jeg tror, jeg med den er kommet et lille hanefjed nærmere den verden, jeg gerne vil skabe.«

Kompleks og dramatisk


– Hvordan vil du selv karakterisere din violinkoncert?
    »Den er kompleks. Hvis den er smuk også, så er jeg glad for det. Og så er den dramatisk. Det er noget med den overordnede dynamik i stykket. Der er folk, der har sagt til mig, at de første fire og et halvt minut er meget smukke. 'Hvorfor bliver du ikke der?', spørger de? Men jeg bliver ikke der, for det kan jeg ikke. Dramaet skal ind. Der skal konflikter, modsætninger, spændinger ind. Og hvorfor der skal det, det er der kun ét svar på, og det er, fordi jeg vil have det. Musikken tætner og øger i intensitet og kompleksitet.«
    – Den peger i flere retninger?
    »Den peger i mange retninger, og det er bevidst. Det er en bueform, for det ender med, at musikken falder til ro. Violinen synger lidt videre på sin vemodige sang, og så slutter koncerten – for tidligt! Det, som øret helst ville, var nok at få bare en to-tre minutter til af indledningens smukke musik. Men der siger jeg "næh, det kan I ikke,"« griner komponisten.
    »Jeg har vist, at nu går vi tilbage. Nu falder det igen til ro. Og så kan vi godt slutte. Det er nok.«
    – Fordi antydningen er nok, al den stund vi ved, hvor vi kom fra?
    »Ja. I det her tilfælde ja, det tror jeg, det er. Det er faktisk meget præcist sagt. Det er vel i virkeligheden også noget med, at de idéer, man har på forhånd, når man arbejder med et stykke, og de idéer, der opstår undervejs, dem skal man jo yde retfærdighed. Men man skal ikke trække dem i langdrag. De skal præsenteres, antydes, men så skal der komme noget nyt. Nogle oplever det som rastløshed, og dertil vil jeg sige, at hvis mine værker er rastløse, så er de det. Det er måske, fordi ophavsmanden selv er det. Efter In the Woods er der sket det, at det samme ensemble, der bestilte violinkoncerten, Århus Sinfonietta, har bestilt en basunkoncert, som jeg skal arbejde med til efteråret. Så nu får jeg chancen en gang til, og det glæder jeg mig utroligt meget til. Men i baggrunden ligger i virkeligheden et orkesterværk. Det kræver bare en bestilling, og der bliver ikke afgivet ret mange orkesterbestillinger til danske komponister, det må vi jo sige.«

(let forkortet)